"Jeg låner lige din idé": Hvorfor det er okay at være ked af, at man er en inspirationskilde for andre fotografer

Jeg er lidt mere en almindeligt heldig i den forstand, at jeg har rigtig mange søde og loyale følgere på Facebook. Mange af dem stammer fra amatørgruppen Unge Fotografer, hvor 13-25-årige har mulighed for at dele deres arbejde med hinanden og modtage eller give kritik og tips. Det kan være et fantastisk forum, når man har brug for at hente lidt hjælp til rettelse af et billede, og jeg prøver så vidt som muligt at skabe god karma for mig selv ved altid at tage imod og svare på kritik på den høfligst mulige måde - også selvom jeg ikke altid er helt enig i folks ind imellem lidt hårde kritik af mine fotos, som jeg selvfølgelig for det meste ser som mine små fejlfrie babyer.

Min taknemmelighed for den store mængde støtte, jeg får, kan selvfølgelig slet ikke beskrives med ord. Det betyder så ufatteligt meget for mig, at næsten 6000 mennesker synes godt om min Facebookside, og med den store mængde mennsker følger også rigtig meget ros, der virkelig hjælper med at motivere mig til at fortsætte fotografdrømmen. Dog medfører populariteten også rigtig mange knap så behagelige situationer. Situationer der giver mig lyst til at opføre mig surt, bittert og passivt-aggressivt, når jeg i virkeligheden bare er rigtig ked af det og ikke ved, hvordan jeg skal agere og håndtere det hele.

Lige præcis sådan får jeg det, når jeg ser, at nogen har valgt at være meget stærkt inspireret af et stykke arbejde, jeg har lavet. Et stykke arbejde, som jeg har brugt måneder - måske endda år - på at idéudvikle og gennemtænke, inden jeg brugte timer på at skyde og redigere det, hvorefter jeg totalt blotlægger mig selv ved at poste min lille fotobaby på internettet, hvor alle og enhver har adgang til at se og kommentere på den uden begrænsninger. Det kan være svært for mig at begribe, at en person i løbet af et par timer kan se mit billede og tænke "det vil jeg også lave", hvorefter de laver en halvringe kopi af billedet eller serien, som jeg har brugt uendelige mængder tid, energi og kreativitet på at få til at fungere ved at pusle om det ned til mindste detalje.

En masse spørgsmål vælder op i mig, når dette hænder. Er det overhovedet i orden, at jeg bliver ked af det over, at nogen har besluttet sig for at lave noget, der ligner mit arbejde rigtig meget? Bør jeg være smigret over, at denne person har valgt at prøve på at kopiere noget, som jeg har fundet på? Bør jeg i virkeligheden være taknemmelig over, at jeg er så populær, at folk vælger at tage inspiration i mit arbejde? Er det selvisk af mig overhovedet at gå ud fra, at det er lige præcis mit arbejde, de har taget inspiration fra? Kan jeg tillade mig at konfrontere vedkommende, eller bør jeg ignorere det? Disse spørgsmål stiller jeg oftest mig selv et par gange, inden jeg går til mine gode venner i den kreative branche for at spørge dem til råds om situationen. Svaret er næsten altid det samme; "Tag det som en kompliment." Det svar trøster mig sjældent.

Jeg når for det meste ikke at gøre noget som helst ved situationen, før andre folk griber ind. Fremmede folk, som jeg ikke kender, men som kender mig. Fans, om man vil. Jeg kan ikke helt lade være med at føle mig som Unge Fotografers Justin Bieber, når jeg ser en kommentar, der vitterligt sviner en person til, fordi de lader til at have lavet et billede, der minder rigtig meget om et af mine. På den ene side er det fantastisk at se, at jeg rent faktisk bliver anerkendt for mine originale idéer og mit hårde arbejde, og at andre folk også kan spotte, når en idé ikke er original, men hugget fra en dedikeret fotograf. På den anden side græmmes jeg over, at jeg skal være grunden til, at et andet menneske bliver offer for unødvendig hård og ukonstruktiv kritik, som de i sidste ende nok ikke rigtigt fortjener, da de højest sandsynligt bare er en nybegynder, der øver sig ved at prøve et eller andet af, som de har set en anden fotograf (læs: mig) gøre.

Hver situation er forskellig. Jeg har oplevet, at folk hæmningsløst og tydeligt har kopieret et billede, jeg har lavet, uden at ville indrømme, at det på nogen som helst måde er relateret til mig eller mit arbejde - selv hvis de har inkluderet en meget specifik detalje, som jeg havde med i mit billede, fordi det havde en helt særlig betydning for mig. Jeg har oplevet, at folk gav sig selv lov til at kopiere en idé, hvorefter de med glæde har ville indrømme, at deres billede var "inspireret af Sonja Lovdal" - eller at de har skrevet kommentaren "jeg låner lige din idé" til et af mine billeder på gruppen Unge Fotografer eller på min Facebookside. Jeg har endda prøvet, at folk har skrevet til mig og spurgt, om de må tage inspiration i eller låne mine idéer til deres eget - hvortil jeg ikke har anet, hvad jeg skulle svare, da jeg selvfølgelig værdsætter, at de spørger først, men stadig ikke har lyst til at give vedkommende lov til bare at bruge mit hårde arbejde som deres eget.

Kære fan af mit arbejde: Jeg er så ufatteligt taknemmelig for, at du kan lide det arbejde, jeg laver. Jeg er også yderst beæret over, at jeg kan inspirere dig til at lave dit helt eget arbejde. Prøv i din inspiration at tage højde for, at alle mine idéer højest sandsynligt er nogle, jeg har arbejdet længe på at udføre, og at de derfor har en stor personlig betydning for mig, hvilket betyder, at jeg bliver rigtig ked af det, når jeg ser nogen prøve på at kopiere noget, som de ikke engang helt kan vide hvad handler om. Brug din nyfundne inspiration til at finde på dine egne originale idéer, der repræsenterer dig som kunstner. Jeg ved, at det kan være svært - I've been there. Og jeg støtter dig hellere end gerne i din frustration over mangel på idéer. Min inbox er altid åben.

Kære forsvarer af mig, når nogen lader til at have kopieret mit arbejde: Det føles rigtig godt at blive forsvaret, når man føler sig ked af det, vred og i en forstand forrådt - men det hjælper intet at opføre sig upassende overfor andre, uanset hvad de har gjort. Det er ikke vores job at bestemme, hvad de fortjener, og det er ikke vores opgave at skælde dem ud. Tag den med ro med skældsordene og den hårde kritik. Hvis du mener, at nogen har lavet en absolut uretfærdig kopi af mit arbejde, kan du eventuelt skrive en besked til mig og berette mig om problemet - du behøver ikke at forsvare mig for at bevise, at du anerkender mig og mit arbejde.

Jeg har ingen konklusion at slutte af med. Jeg ønsker bare at dele mine tanker om emnet, da det er noget, der sker oftere og oftere for mig i takt med, at jeg får flere følgere på sociale medier og vokser som fotograf. Jeg erkender, at det i de fleste situationer handler om en nybegynder indenfor faget, der gerne vil prøve nogle forskellige ting af, og på ingen måde er ude på at tage æren for mit arbejde. Dog finder jeg ind imellem mig selv i situationer, hvor jeg tydeligt kan mærke, at vedkommende kun har lånt min idé, fordi de har set mig blive populær på den og ønsker noget anerkendelse selv. Når andre kopierer mit arbejde, vil jeg have lov til at føle mig ramt uden at føle mig som en snobbet paranoia-kunstnertype, der fejlagtigt tror, at alle kopierer hendes idéer. Det skal være okay, at jeg ind imellem er ked af at være en inspiration for andre.




Disclaimer: Det hænder selvfølgelig, at folk bare kommer på de samme idéer og ender med at lave billeder, der ligner hinanden rigtig meget. Hele denne tekst omhandler selvfølgelig ikke de situationer. Vi er efterhånden nået til et punkt i kunsten, hvor alt er lavet før, og det er uundgåeligt for fotografer ikke at komme til at lave lignende billeder ind imellem. Jeg har intet imod, når folk lader sig inspirere af f.eks. min stil eller noget andet lidt mere ukonkret i mine fotos. Jeg er beæret over, at man har lyst til tage noget fra mine fotos og gøre det til sit eget. Mine billeder har også oftest træk fra mine egne yndlingsfotografers stile, og jeg mener, at det absolut er i orden at lade sig inspirere af et indtryk, en stil, en helhed etc.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar